Jeg tænker..

Jeg tænker nogengange, på dem jeg har mistet som stadig er derude et sted.. Tænker de på mig? Tænker de på dengang, hvor vi snakkede sammen? På det vi lavede. Det vi snakkede om og de kram&kys. Jeg er helt glemt i deres hoved? Eller fylder jeg stadig noget i deres hjerte? Der er mange spørgsmål som jeg sidder tit og tænker over.. Men jeg kan ikke få svar.. Jeg har mistet kontakten til dem jeg skriver om nu. Især én person savner jeg grusomt i hvert fald. Mon personen også savner mig, tænker på mig, ser billeder, følger med i mit liv på facebook og her.. Hver gang jeg logger på facebook, skype eller msn så minder det mig om dem jeg har mistet. Især facebook - må indrømme, at jeg tjekker én af dem jeg har mistet's billeder.. Hele tiden, følger med i personens liv faktisk, bliver hele tiden informeret om det. På en måde, så vil jeg egentlig ikke vide noget om denne person.. Men på den anden side, så nyder jeg virkelig at hører om personen. Jeg minder det om, et togspor;

Hvorfor skulle vi hver vores "vej"? Hvad blev der af "foraltid" "vi kan alt sammen" og "jeg elsker dig for den du er"? Hvad gik der galt.. Nu sidder jeg tilbage med en dårlig følelse i maven hver gang jeg ser noget fra de personer jeg har mistet.. Savn. Had. Jeg græder tit. Og jeg ved godt, at jeg har ændret mig meget. Men det har nogle af de personer fandme også! Så det er ikke kun min skyld.. Men ak, sådan er livet og det ved jeg også godt. Et menneske skal have nedture i livet. Men tænkt lige over, de gange, hvor man har mistet en person, hvor man så har stået tilbage uden at forstå, hvad fanden der egentlig gik galt og hvorfor I ikke kunne sammen mere. Det kan være alle slags mennesker, kærester, venner, familie til bare bekendte. Alting. Og tænkt, lige over, at det giver ar på sjælen, skrammer og sår over det hele. Jeg har hørt, hvis man mister en person, så skader det også en fysisk som psykiske sår, hvad bilder de sig ind, at svigte en på den måde.. Jeg tænker bare, intet andet. Over and out - Lizø.